I dag har været paradis for hundene, da der var levering fra Kragborg og der måtte jo falde lidt af til tøserne fra de mange velduftende kasser.

Så der blev budt på sildefilet-is og et stykke hesteben, eller 2, blev det vist til – og et stykke oksehjerte…UUUHHHMMM….

Her giver Anders dem kylling for et par uger siden.

Så er foråret kommet til Danmark og vi nyder stadig, at hundene er sunde og raske igen. For det var virkelig en hård omgang, som vi stadig taler om.

Jarla og Moni trives. De er utrolig glade for hinanden og leget meget.

Jarla er blevet meget mere afslappet, glad og lidt mere kontaktsøgende. Hun nyder stadig sin BARF mad i stor stil. Specielt når der diskes op med kalunen fra Thy. Så forlader hun ikke skålen, før den er tom. Selvom hun stadig spiser i et roligt tempo.

Moni er stadig en hvalp i unghundeklæder – Hun er sød og sjov, men til tider uopdragen. Men det ligger jo til alderen.
Hun er meget knyttet til sin “mor” og er en rigtig hygge-nusser.
Hun elsker at lege, både med mennesker og Jarla.
Og så er hun et stort madøre. Hendes mad bliver så absolut ikke spist i roligt tempo og en lille test har vist, at hun ikke har nogen stopknap. Hun vil næsten med sikkerhed spise sig til døde, hvis hun fik lov.

De plages af tæger. Der bliver dagligt fjernet et par stykker fra hver af hundene. De virker som magneter for det kryb.

Så er det 1 år siden Moni så sådan her ud, da jeg hentede hende i Brussels lufthavn, her er hun 8 uger gammel, på nær 1 dag.

Det var noget af en omgang den gang. Med problemer med at få fri. Aflyste flyafgange. Jeg var på et tidspunkt overbevist om, at jeg bare ikke kunne få min hundehvalp.

Da jeg mødte Britt og Moni i lufthavnen, smeltede mit hjerte fuldstændig. En yndig lille bamse, sad der i en sportstaske. Moni tog turen i flyveren med bravour og indtog derefter mit hjem, med stormskridt.

Jeg blev først slået fuldstændig ud af rutinerne og der gik noget tid, før det kom styr og retning på alt igen. Samtidig var der sygdom, som gjorde det ekstra svært. Da både Moni havde problemer og Jarla havde sår på hele ryggen.

Men Moni vandt hurtigt både mit og Jarlas hjerte. De er utrolig glade for hinanden og Moni får nærmest seperationsangst, hvis vi går over på den anden side af gaden og hun ikke er med. Så er der kæmpe gensynsglæde, når vi kommer hen til hinanden igen. Det gælder mest Jarla, men jeg får da også lige en velkomst.
Moni har gået til træning siden første uge. I starten fik hun lov at være hvalp, og vi legede rigtig meget. Jeg fulgte alle anvisninger fra min fantastiske hundetræner og det har givet mig en hund, der er tillidsfuld, legesyg, træningsvillig, madglad, nussesyg, men stadig Sankt Bernhardens selvstændighed, selvom alle er overbevist om, at Moni er en labrador iklædt en Sankt Bernhards dragt.

Nu er Moni en unghund, teenager, som har fået momentale høreskader, eller bruger ørepropper når det passer. Hun elsker at træne og med stolthed, går hun uden snor under hele træningstiden (1½ time) Hun er bare super dygtig og det er en glæde at træne med hende.
Nu skal vi så lige igennem perioden, hvor det virker til hjernen er lagt på hylden og ørerne er stoppet med vat. Men jeg ved, at alt hvad hun kan, og det er meget, ligger indeni hende. Og det vender tilbage, når hun er kommet gennem denne periode. Det er fordelen ved hund nr. 2, og erfaringerne fra hund nr. 1.

Moni, 21. marts 2009 – 1 år 2 måneder og 3 dage

Så er Jarla endelig blevet kløefri igen. Det har virkelig holdt hårdt og har været en omgang vi gerne vil være foruden fremover.

Jarla er blevet en glad hund igen og energien er kommet tilbage.
Hun nyder lange gå/trave ture i skoven og hvis der skulle komme en sø eller et vandhul, så skal hun lige ud og drikke.

Jarla er nu meget svingende i hendes temprament mod andre hunde. Når vi er på træningspladsen, er der ingenting og vi går ofte en dejlig tur i Sorø, sammen med 2 shæferhunde og der er ingen problemer. Men dem har hun også kendt nu i over et år.
Det virker til, på nuværende tidspunkt, at de værste er sorte hunde og shæferhunde. Men hun kan blæse sig lidt op, over for andre hunde også. Men er rimelig nem at få med.
I går fik hun en advarsel (skin-angreb, hvor der lige hurtigt laves stirrende øjne) da vi skulle gå en tur ved en sø i Vallensbæk/Albertslund. Det resulterede i, at Jarla var helt fantastisk lydig og valgte at gå væk, når der kom fremmede hunde i nærheden. Hun vidste, at der kunne falde brænde ned, hvis hun valgte at hidse sig op. Så der var meget ros og masser af godbidder.

Billedet er fra sidste måned, midt februar, da der lige var faldet en masse sne, som passede hende helt perfekt.

Så er der kommet nye tider i det lille hjem. Moni og Jarla skal nu igen være alene i dagtimerne, mens vi er på arbejde.
Det startede i går og hundene tager det, som altid, i stiv arm. Til gengæld er der bare liv og glade dage, når vi kommer hjem. Og der er noget mere kontakt søgen, legetid og nussetid om aftenen. Men lige nu, kl. 22.04, har begge lagt sig til at sove, så der lige kunne blive tid til at skrive her, inden menneskerne også går i seng.

Moni er helt kløe-fri nu og det er fantastisk dejligt. Nu skal vi bare have pelsen på halespidsen helt tilbage igen, men den vokser…langtsomt…men den vokser.

Jarla klør sig stadig lidt. På den ene albue, lidt på maven og lidt mellem poterne. Men det bliver stadig mindre, og Jarla er helt klart kommet om på den anden side. Hun er utrolig logrende hele tiden og “snakker” hendes Jarla-snak rigtig meget. Det er dejligt.

Her er lidt billeder fra sidste træningsdag, i sidste omgang træning. Hvor Moni leger med en Mallanois der hedder Nitra. Så her ses en Sankt Bernhard i FULD GALOP… 🙂

Moni har en slet skjult labrador i sig – Hun er så madglad, at hun vil stjæle fra Jarla, hvis hun kan komme til det.
Hun har husets rekord i tømning af madskålen – 1 min så er 800 gram kallun slugt….

Jarla og Moni nød det dejlige snevejr i dag. Efter en dejlig tur på en stor eng, hvor den fik med lidt slåskamp (billeder) – Måtte Moni lige mærke Jarlas højløbske følelser, da vi kom hjem (video)

Så er det ENDELIG lykkedes, at få konstateret hvad specielt Jarla, men også Moni, fejler. De har fået ræveskab….

Jeg besluttede til sidst, at kontakte en dyrlæge, som har specialiseret sig i hudsygdomme. Jeg fik hans navn og nummer fra min hundetræner Lise, SOR Hundetræning, som kun havde hørt godt om ham. Jeg kan også klart anbefale ham.

Dette blev nødvendigt, da Jarla blev værre og værre. Hun havde til sidst gumlet så meget på sine bagben, at hun havde ramte trædepuderne på begge bagpoter og knap kunne gå. De er stadig på 2 uge i behandling og læges meget langsomt pga. det våde vejr. 
Og da  min dyrlæge ikke tog det seriøst og gav mig årsager som ekstrem tør hud på Jarla, som skulle behandles med 200 gr lammefedt hver dag – Det giver jo mersalg til dem – og meget tyk pels på Moni.

Da jeg ringede og forklarede forløbet til hudspecialisten, Flemming Kristensen, blev han rasende på mine vegne, men nok mest på sit fags. Altså på dyrlægerne fra BARF Klinikken i Glostrup. For han var ikke i tvivl, da han hørte forløbet i telefonen, at det var ræveskab.
Men han ville stadig gerne se dem og jeg kunne allerede få en tid dagen efter.
Da han så Jarla, var, hvis han havde nogen tvivl, al tvivl hvisket bort. For placeringen af hendes problemer, pelsen var faldet af på albuerne og huden ekstrem rød og tør. Haserne var godt gennemtygget og fyldt med små sår og pelsen helt rød af fugtighed.
Flemming Kristensen gav sig god tid og forklarede mig de forskellige kløende sygdomme, som hunde kan have, samt forklarede hvordan skab breder sig. Derefter var jeg heller ikke i tvivl.
Flemming tog for en sikkerheds skyld 2 skrab på Jarla’s haser, men da jeg havde vasket dem i cerbasin 4 dage tidligere, iht. dyrlægen hos BARF Klinikken, så var der ingen levende skab på hudoverfladen. Så de var begge negative.
Men Flemming konstarede, at han ville ikke sende dem væk, uden at starte behandlingen for skab.

Denne behandling er på tabletter og sker med 8 dages tabletter, 2 stk hver anden dag, så 8 dages pause (som vi går ind i nu) og så til sidst 8 dage med 2 stk tabletter hver anden dag igen.

Så 2 gange vask, som jeg blev anbefalet af BARF Klinikkens dyrlæge, ja, den holder jo ikke. Og slet ikke efter jeg fik forklaret skabsmidens cyklus. Så ville Jarla bare have fortsat i det uendelige og formentlig kløet og bidt sig meget meget meget syg.

Som nævnt har de været i behandling i 8 dage nu med tabletter og sikken en forskel. Jarla klør, efter 3. dagen, kun ganske lidt i forhold til før. Til gengæld er hun ved at indhente den mangel på søvn, som hun jo har pga. den megen kløe. Så hun sover og sover og sover og sover og sover. Det er dejligt, at se hende have ro og nu de sidste par dage, er den gamle Jarla dukket op igen og logrer meget og “snakker”, som kun Jarla kan gøre.

Moni har kløet sig en del, jeg tror det er hendes sår der læges og derfor skaber lidt irritation. Hun var slet ikke så svært angrebet som Jarla, da det først startede ca. 1½ måned senere, som jeg nu har lært er almindeligt ved flere hunde i samme hus.

Jeg skal regne med, at Moni er ude af sine problemer efter ca. 16 dage, men pga. Jarla har gået i næsten 3 måneder med det, så skal jeg regne med mindst 1 måned, før hun er helt fri for kløe.

Dette har resulteret i, at jeg har mistet al tillid til BARF Klinikkens dyrlæge. Jeg er nu af den overbevisning, at de gør mange af de ting de gør, for pengene og dem har jeg afleveret rigtig rigtig mange af, uden at få noget som helst resultat ud af det.

Jeg skal derfor finde mig en ny dyrlæge og har fået anbefalet dyrlægerne på Karlslunde Dyreklinik, som skulle være afsindig dygtige, men også dyre – Men slutresultatet bliver nok, at de er billigere alligevel, da korrekt behandling forhåbentlig bliver startet meget tidligere.

Da vi var i Vestskoven i dag, skete det, som jeg har frygtet mange gange, Moni kom ind i det elektriske hegn, som er rundt om marken med køer.

Moni blev naturligvis vildt forskrækket, sprang fremad, og hylede og gøede og knurrede – Kiggede sig forvirret rundt, nu stående inde i folden. Kiggede søgende på mig, som “hvad gør jeg nu, mor?”

Det lykkedes mig, heldigvis for træningen, at få hende hen til mig, i dæk og så krybe under hegnet, hvor jeg hjalp hende hurtigere igennem, så hun ikke ramte igen.

Det lykkedes.

Moni havde en lille bitte smule brændt pels – Men intet på huden.

Moni fik i dag besøg af Bernharden Bertha, som er en 8 måneder gammel tæve fra Kennel Meyhoff.

De passede perfekt i størrelsen, da Moni ikke bliver så vanvittig stor og Bertha havde allerede samme størrelse som Moni.
De fik først lov at hilse pænt på hinanden, og det gik rigtig godt. De var begge lidt trykkede, men så gik vi ned til en stor græsplæne, og det gav hundene luft, til at snuse lidt rundt og snuse lidt til hinanden.
Vi slap hundene, da vi kom til plænen og Bertha var straks klar til leg. Moni løsnede hurtigt op og så tog hun ellers benene på nakken og spurtede rundt, med Bertha efter sig. De tog nogle små-nærkampe og så var det lige som slut.

Typisk Sankt Bernhard

Så tog vi liner på hundene og gik en tur ved indsøerne. Bagefter ville Bertha lege igen, men Moni var færdig og vi gik tilbage til lejligheden.

Moni og Jarla blev som altid glade for at se hinanden og skulle lige bryde lidt.

Det bliver spændende om vi hører fra Maria og Bertha igen.

Her er lidt billeder fra deres møde: