Vi ønsker alle en glædelig og velsignet jul, samt et fantastisk og lykkebringende Nytår.

Så blev det tid for prutterne at prøve noget nyt. Vi har fået fat i nogle hele ørred på ca. 5-600 gram pr stk. Og de blev modtaget med stor interesse og glubende appetit.

Det var meningen de skulle have 2 hver, men da de hurtigt røg ned og det var med stor nydelse, ja så er det jo svært, ikke lige at hente 1 mere til hver.

Her er billeder af første aflevering og den foregik, ganske unormalt, indendøre, da det er en heftig regnvejrsdag og vores terrasse ikke er overdækket. Så der var håndklæder over det hele.

Så har vi prøvet en ny slagter, for at kunne spare nogle fragtpenge og for at kunne få hurtige fat i mad.
Så i morges dukkede der 100 kg kallun (okse og lam), hestekød, oksehjerter, ben fra hest og okse op.
Kallunen var frisk fra nyslagtede lam – De blev slagtede i går og oksemaverne var også helt friske.
Det var noget af en omgang, at stå og løfte den ene tunge oksemave op, efter den anden – Skære den i mindre stykker og pakke poser der passer til 1 dags potion.
Lammemaverne var noget lettere, da de var så små, så hundene formentlig skal have 1 eller 1½ hver.

Det sjoveste var Moni, som sad og stor savlede på den anden side af døren.
Hun var helt oppe at køre.

Jarla var som altid mere rolig og fattet – Men var da med, når de tomme poser kom ud på terrassen til afslikning.

Så hvis du, kære læser, ikke har for sart mave, så er her et par billeder fra festen.

Det er vist på tide, lige at komme med en opdatering om hundene.

Moni er jo lige blevet 1½ år – Som tiden dog går.
Hun er en pragtfuld hund. Glad, legesyg, morsyg, venlig, sød og utrolig kærlig.
Det er en stor fornøjelse, at have hende i huset. Specielt efter hjernen er begyndt at fungere lidt bedre. Der har lige været lidt teenage-kriller ind over, i nogle måneder. Men det ser ud til at fortage sig.

De har begge været plaget af hotpots på kinderne i det varme fugtige vejr. Moni er i kraftig bedring.
Men Jarla har et sår, som bliver ved at irritere hende. Så nu har det bredt sig yderligere.
Det er et svært sted, under ørerne, for øret vipper ind og kilder, så hun ryster på hovedet – Det holder såret åbent og fugtigt.
Men jeg håber det er kulminationen nu og at det så går retur nu.

Jarla er også blevet en endnu mere fantastisk dejlig hund. Hun har fået lagt de værste griller, når hun møder andre hunde. Det kan dog svinge begge veje, og har oftest noget med størrelsen at gøre og om de viser svaghedstegn – For så er usikre Jarla klar og kan vise at hun også duer til noget. Men det får hun naturligvis ikke lov til.
Hun er smuk, glad og slank. Hun har fået en fantastisk spiselyst og jeg tror på det har noget med tabet af de 10 kg at gøre.

Nu ser vi alle 3 frem til sommerferien, hvor der skal hygges og de skal på weekend i deres yndlingshave.

I dag har været paradis for hundene, da der var levering fra Kragborg og der måtte jo falde lidt af til tøserne fra de mange velduftende kasser.

Så der blev budt på sildefilet-is og et stykke hesteben, eller 2, blev det vist til – og et stykke oksehjerte…UUUHHHMMM….

Her giver Anders dem kylling for et par uger siden.

Så er foråret kommet til Danmark og vi nyder stadig, at hundene er sunde og raske igen. For det var virkelig en hård omgang, som vi stadig taler om.

Jarla og Moni trives. De er utrolig glade for hinanden og leget meget.

Jarla er blevet meget mere afslappet, glad og lidt mere kontaktsøgende. Hun nyder stadig sin BARF mad i stor stil. Specielt når der diskes op med kalunen fra Thy. Så forlader hun ikke skålen, før den er tom. Selvom hun stadig spiser i et roligt tempo.

Moni er stadig en hvalp i unghundeklæder – Hun er sød og sjov, men til tider uopdragen. Men det ligger jo til alderen.
Hun er meget knyttet til sin “mor” og er en rigtig hygge-nusser.
Hun elsker at lege, både med mennesker og Jarla.
Og så er hun et stort madøre. Hendes mad bliver så absolut ikke spist i roligt tempo og en lille test har vist, at hun ikke har nogen stopknap. Hun vil næsten med sikkerhed spise sig til døde, hvis hun fik lov.

De plages af tæger. Der bliver dagligt fjernet et par stykker fra hver af hundene. De virker som magneter for det kryb.

Så er det 1 år siden Moni så sådan her ud, da jeg hentede hende i Brussels lufthavn, her er hun 8 uger gammel, på nær 1 dag.

Det var noget af en omgang den gang. Med problemer med at få fri. Aflyste flyafgange. Jeg var på et tidspunkt overbevist om, at jeg bare ikke kunne få min hundehvalp.

Da jeg mødte Britt og Moni i lufthavnen, smeltede mit hjerte fuldstændig. En yndig lille bamse, sad der i en sportstaske. Moni tog turen i flyveren med bravour og indtog derefter mit hjem, med stormskridt.

Jeg blev først slået fuldstændig ud af rutinerne og der gik noget tid, før det kom styr og retning på alt igen. Samtidig var der sygdom, som gjorde det ekstra svært. Da både Moni havde problemer og Jarla havde sår på hele ryggen.

Men Moni vandt hurtigt både mit og Jarlas hjerte. De er utrolig glade for hinanden og Moni får nærmest seperationsangst, hvis vi går over på den anden side af gaden og hun ikke er med. Så er der kæmpe gensynsglæde, når vi kommer hen til hinanden igen. Det gælder mest Jarla, men jeg får da også lige en velkomst.
Moni har gået til træning siden første uge. I starten fik hun lov at være hvalp, og vi legede rigtig meget. Jeg fulgte alle anvisninger fra min fantastiske hundetræner og det har givet mig en hund, der er tillidsfuld, legesyg, træningsvillig, madglad, nussesyg, men stadig Sankt Bernhardens selvstændighed, selvom alle er overbevist om, at Moni er en labrador iklædt en Sankt Bernhards dragt.

Nu er Moni en unghund, teenager, som har fået momentale høreskader, eller bruger ørepropper når det passer. Hun elsker at træne og med stolthed, går hun uden snor under hele træningstiden (1½ time) Hun er bare super dygtig og det er en glæde at træne med hende.
Nu skal vi så lige igennem perioden, hvor det virker til hjernen er lagt på hylden og ørerne er stoppet med vat. Men jeg ved, at alt hvad hun kan, og det er meget, ligger indeni hende. Og det vender tilbage, når hun er kommet gennem denne periode. Det er fordelen ved hund nr. 2, og erfaringerne fra hund nr. 1.

Moni, 21. marts 2009 – 1 år 2 måneder og 3 dage

Så er Jarla endelig blevet kløefri igen. Det har virkelig holdt hårdt og har været en omgang vi gerne vil være foruden fremover.

Jarla er blevet en glad hund igen og energien er kommet tilbage.
Hun nyder lange gå/trave ture i skoven og hvis der skulle komme en sø eller et vandhul, så skal hun lige ud og drikke.

Jarla er nu meget svingende i hendes temprament mod andre hunde. Når vi er på træningspladsen, er der ingenting og vi går ofte en dejlig tur i Sorø, sammen med 2 shæferhunde og der er ingen problemer. Men dem har hun også kendt nu i over et år.
Det virker til, på nuværende tidspunkt, at de værste er sorte hunde og shæferhunde. Men hun kan blæse sig lidt op, over for andre hunde også. Men er rimelig nem at få med.
I går fik hun en advarsel (skin-angreb, hvor der lige hurtigt laves stirrende øjne) da vi skulle gå en tur ved en sø i Vallensbæk/Albertslund. Det resulterede i, at Jarla var helt fantastisk lydig og valgte at gå væk, når der kom fremmede hunde i nærheden. Hun vidste, at der kunne falde brænde ned, hvis hun valgte at hidse sig op. Så der var meget ros og masser af godbidder.

Billedet er fra sidste måned, midt februar, da der lige var faldet en masse sne, som passede hende helt perfekt.

Så er der kommet nye tider i det lille hjem. Moni og Jarla skal nu igen være alene i dagtimerne, mens vi er på arbejde.
Det startede i går og hundene tager det, som altid, i stiv arm. Til gengæld er der bare liv og glade dage, når vi kommer hjem. Og der er noget mere kontakt søgen, legetid og nussetid om aftenen. Men lige nu, kl. 22.04, har begge lagt sig til at sove, så der lige kunne blive tid til at skrive her, inden menneskerne også går i seng.

Moni er helt kløe-fri nu og det er fantastisk dejligt. Nu skal vi bare have pelsen på halespidsen helt tilbage igen, men den vokser…langtsomt…men den vokser.

Jarla klør sig stadig lidt. På den ene albue, lidt på maven og lidt mellem poterne. Men det bliver stadig mindre, og Jarla er helt klart kommet om på den anden side. Hun er utrolig logrende hele tiden og “snakker” hendes Jarla-snak rigtig meget. Det er dejligt.

Her er lidt billeder fra sidste træningsdag, i sidste omgang træning. Hvor Moni leger med en Mallanois der hedder Nitra. Så her ses en Sankt Bernhard i FULD GALOP…

Moni har en slet skjult labrador i sig – Hun er så madglad, at hun vil stjæle fra Jarla, hvis hun kan komme til det.
Hun har husets rekord i tømning af madskålen – 1 min så er 800 gram kallun slugt….